English

Økologiske dyrkningssystemer til grønsagsproduktion – produktkvalitet, naturlige reguleringsmekanismer og miljøeffekter

Formålet med projektet er, at bidrage til forståelsen af de effekter økologiske dyrkningsmetoder har på miljøet og på kvaliteten af grønsager.


Oversigt over nogle af forsøgsparcellerne

Baggrund for VegQure

Økologisk jordbrug har som mål at producere produkter af en bedre kvalitet og at producere dem på en miljøvenlig måde. Afsætning og offentlig støtte til økologisk jordbrug bygger på en forventning om at man når disse mål. Hvis man vil udbygge interessen for økologisk jordbrug, må man vise at de dyrkningsmetoder man bruger, lever op til de mål man har stillet.

Det er ikke let at dokumentere effekter på produktkvalitet og miljø. Det skyldes ikke mindst to forhold: 1) effekterne på kvalitet og miljø er særdeles komplekse og derfor svære at studere, og 2) økologisk produktion udgør ikke ét veldefineret dyrkningssystem; inden for reglerne for økologisk jordbrug kan der dyrkes på mange meget forskellige måder. Økologisk jordbrug udvikler sig løbende, og det kan få nogle til at stille spørgsmålstegn ved, om man bevæger sig væk fra det oprindelige grundlag.

VegQure's indhold

For at bidrage til besvarelsen af disse spørgsmål, vil vi sammenligne fire forskellige dyrkningssystemer, 1 konventionelt og 3 økologiske. Alle de økologiske systemer vil overholde reglerne for økologisk dyrkning, men på meget forskellig vis. Et system vil minde meget om det konventionelle, men selvfølgelig med organisk gødning og uden sprøjtemidler. I det næste vil grøngødning og efterafgrøder blive dyrket i efteråret så tit som muligt. I det sidste vil striber af efterafgrøderne blive efterladt som mellemafgrøder imellem grønsagsrækkerne for at forbedre vilkårene for de naturlige reguleringsmekanismer. Tilsammen vil disse systemer dække en stor variation i dyrkningsforholdene.

Der indgår altså systemer med og uden kemiske hjælpestoffer, men også med store variationer i de biologiske forhold afgrøderne møder i form af skadedyr og svampe, nytteorganismer og andre planter. I de forskellige delprojekter vil vi studere en række af de effekter som disse forskellige dyrkningssystemer har på produktkvalitet, naturlige reguleringsmekanismer i marken og miljøeffekter.

Projektleder:
Kristian Thorup-Kristensen
Inst. for Havebrugsproduktion
Kirstinebjergvej 10
5792 Årslev
Telefon: 8999 1900
Kristian.thorupkristensen@agrsci.dk

www.agrsci.dk/ahp/ktk